Min egen Barndom med lavt stofskifte

Min  historie  burde have været skrevet allerede fra spæd
men  selv ved mange tegn  hen af vejen  blev jeg aldrig opdaget  -  denne skyld tillægger jeg lidt mig selv da jeg altid har været den type der trods træthed og udmattelse  altid gerne har villet kunne det samme som alle andre .

Men jeg husker hvordan jeg allerede som lille pige  faldt  om  rundt omkring i huset - Mine søskende var vant til at " samle" mig op  alle mulige steder .

Min Mor tog mig til læge  som dengang blot affejede mig med at jeg havde lavt blodtryk - så jeg havde nok bare rejst mig for hurtigt .

Mine forældre var høje  men jeg forblev klein og undervægtig  gennem hele  min barndom og ungdom
det gjorde 2 af mine  5 andre søskende også . og vi fik blot at vide at  min mormor også var lav  - der viste jeg ikke at min mormor faktisk fik behandling for lavt stofskifte .

Som meget lille udviklede jeg   renaulds syndrom  
 sammen med sommerfugleudslet  i ansigtet



Men der var ingen der handlede , jeg kunne dårligt gå uden for en dør før  mine hænder var helt blå  - Jeg husker at jeg var ekstremt hypermobil  - min krop kunne det hele  - men aldrig hørte jeg en eneste  fagperson  sige at de godt ved det hører  til lavt stofskifte

og jeg skulle  helt til  Belgien  for at få fastslået denne diagnose   som i daglig tale  hedder Lupus/SLE
det er sådan  at har man først en  autoimmun sygdom  så får man meget let  flere .

fordi jeg var så lille  i vægt  blev jeg sendt til  skolesygeplejersken  og blev vejet  ret ofte
og min mor blev kontaktet   som om hun var  en dårlig mor der ikke  gav mig mad  .
Husker tydeligt hun forsøgte på alle måder at " diske" op med alle mulige ting   men  min appetit var meget lille .
jeg husker også jeg kom til skolepsykolog  og talte om mad  for sagen var at jeg lod madkassen  blive hjemme - så de troede at der ikke blev sørget for mig  - men jeg havde simpelthen ikke lyst  til  at bruge mit frikvarter på at sidde og spise når jeg ikke var sulten  - tænker at min mor i den tid var meget frustreret  over  det fokus der pludselig lå både på hende og mig  - men  det kan jeg først se idag .

Med lavt stofskifte er det blot sådan at  man ikke har den store appetit .

For mange uvidene mennesker , kan dette være et   underligt paradoks når en overvægtig person pga lavt stofskifte  siger ,  jeg spiser ikke ret meget .  - jeg ved,  det er sandt  appetiten går  tit  helt væk .

Jeg husker mit energi niveau  som ret højt  men først som voksen kan jeg se ikke ikke var rigtigt  - for  hver gang jeg  havde været aktiv så  skulle der faktisk en lang  hvileperiode til  . Men når man ikke har prøvet andet så er det jo normalt .

Jeg havde utroligt mange øreinfektioner   og blev indlagt med falsk strubehoste  flere gange
og som 18 årig  blev jeg meget stresset over min fars dødsfald   så det resulterede  i at  jeg fik et  voldsomt maveanfald  - jeg blev indlagt  og  de var overbeviste  om at jeg havde galdesten
men de opererede dog aldrig - det skete  først mange år efter

Skolen  fandt jeg al for nem  - jeg kedede mig  grumt  og  derfor lavede jeg ikke lektier og det betød jo rimelige middel karakterer -  min mor kunne hoppe og danse men jeg gad ikke de lektier .
når det endelig lykkedes for hende  - så  faldt det nemt men  jeg overforklarede  så  det gav  ikke særlig gode karakterer - idag forstår jeg det var min mangel på koncentration igen pga det lave stofskifte  der gjorde dette ved mig .

Og jeg husker også et forældremøde hvor  læreren sagde til min mor  - "hvis hun blot ville lave sine lektier så  kan jeg ikke forestille mig hvor godt  det ville gå hende ".
men i min overfladiske verden var det  med skolen bare for let så de blev ikke lavet .

Alle mine klassekammerater  udviklede former lang tid før mig - igen var årsagen  lavt stofskifte  - man er længere tid om at udvikle sig  og  min undervægt  betød naturligvis også en del  i den henseende

koncentrationsmangel  var udtalt i min barndom  , svimmelhed og infektioner   men lagt sammen gav det åbenbart ikke grund  til bekymring

Som 21 årig var jeg  ved læge  fordi jeg havde så frygtelig mange rygsmerter - jeg blev målt og vejet  og  det ene  ben var kortere end det andet   - det var årsagen til smerterne   i ryggen  sammen med en scheuermann mente lægen  ,   men  Lægen bemærkede også at jeg har struma
han kigger lidt på mig og siger "du har jo struma  kære pige  -  men du er jo undervægtig  så  det er nok ikke  noget " den største  fejl den læge kunne lave overfor mig  - for ledsmerter og rygsmerter  er jo en stor del af lavt stofskifte .  at jeg var tynd var jo fordi jeg nærmest intet  spiste  .  og man behøver heller ikke blive tyk fordi man lider af stofskifteproblemer   -  det kommer helt an på hormonmangler,  gener osv osv


Struma -  struma ligger altid nedenunder adamsæblet   og kan vokse ud eller indad - vokser det indad kan det trykke voldsomt på  luftrøret  så man  ikke kan få luft  - det er en meget fejlagtig generel  opfattelse  at  struma skal være kæmpe stor for at kunne trykke på luftrøret  - og der er ikke 2 personer der er ens


som I kan se på dette link er jeg  det man kalder helt klassisk med medfødt lavt stofskifte
der er slet slet ingen  overraskelser her - jeg vidste det bare ikke .

  http://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&u=http://www.tuberose.com/HypothyroidSymptoms.html&prev=/search%3Fq%3Done%2Bleg%2Bis%2Bshorter%2Bhypothyroidism%26sa%3DX%26biw%3D1680%26bih%3D949


da jeg blev født  blev der ikke testet for  stofskiftet som der gør idag PKU  test  hedder den  og selvom jeg har en medfødt misdannelse   så  var der ingen der fattede mistanke  - selvom man dengang godt vidste   det kunne være derfor .

Jeg var altid opfarende  men faldt hurtigt ned igen  -  idag ved jeg dette  skyldtes hormonmangler  - det er nemlig sådan at når man mangler stofskiftemedicin  - så aflejrer man   hormoner  - i dette tilfælde oxytocin   som faktisk  kaldes kærlighedshormonet da det er det hormon der gør at mor & barn kan finde samhøringhed .  men det er et hormon vi livslangt har brug for  .