Min historie burde have været skrevet allerede fra spæd
men selv ved mange tegn hen af vejen blev jeg aldrig opdaget - denne skyld tillægger jeg lidt mig selv da jeg altid har været den type der trods træthed og udmattelse altid gerne har villet kunne det samme som alle andre .
Men jeg husker hvordan jeg allerede som lille pige faldt om rundt omkring i huset - Mine søskende var vant til at " samle" mig op alle mulige steder .
Min Mor tog mig til læge som dengang blot affejede mig med at jeg havde lavt blodtryk - så jeg havde nok bare rejst mig for hurtigt .
Mine forældre var høje men jeg forblev klein og undervægtig gennem hele min barndom og ungdom
det gjorde 2 af mine 5 andre søskende også . og vi fik blot at vide at min mormor også var lav - der viste jeg ikke at min mormor faktisk fik behandling for lavt stofskifte .
Som meget lille udviklede jeg renaulds syndrom
sammen med sommerfugleudslet i ansigtet
Men der var ingen der handlede , jeg kunne dårligt gå uden for en dør før mine hænder var helt blå - Jeg husker at jeg var ekstremt hypermobil - min krop kunne det hele - men aldrig hørte jeg en eneste fagperson sige at de godt ved det hører til lavt stofskifte
og jeg skulle helt til Belgien for at få fastslået denne diagnose som i daglig tale hedder Lupus/SLE
det er sådan at har man først en autoimmun sygdom så får man meget let flere .
fordi jeg var så lille i vægt blev jeg sendt til skolesygeplejersken og blev vejet ret ofte
og min mor blev kontaktet som om hun var en dårlig mor der ikke gav mig mad .
Husker tydeligt hun forsøgte på alle måder at " diske" op med alle mulige ting men min appetit var meget lille .
jeg husker også jeg kom til skolepsykolog og talte om mad for sagen var at jeg lod madkassen blive hjemme - så de troede at der ikke blev sørget for mig - men jeg havde simpelthen ikke lyst til at bruge mit frikvarter på at sidde og spise når jeg ikke var sulten - tænker at min mor i den tid var meget frustreret over det fokus der pludselig lå både på hende og mig - men det kan jeg først se idag .
Med lavt stofskifte er det blot sådan at man ikke har den store appetit .
For mange uvidene mennesker , kan dette være et underligt paradoks når en overvægtig person pga lavt stofskifte siger , jeg spiser ikke ret meget . - jeg ved, det er sandt appetiten går tit helt væk .
Jeg husker mit energi niveau som ret højt men først som voksen kan jeg se ikke ikke var rigtigt - for hver gang jeg havde været aktiv så skulle der faktisk en lang hvileperiode til . Men når man ikke har prøvet andet så er det jo normalt .
Jeg havde utroligt mange øreinfektioner og blev indlagt med falsk strubehoste flere gange
og som 18 årig blev jeg meget stresset over min fars dødsfald så det resulterede i at jeg fik et voldsomt maveanfald - jeg blev indlagt og de var overbeviste om at jeg havde galdesten
men de opererede dog aldrig - det skete først mange år efter
Skolen fandt jeg al for nem - jeg kedede mig grumt og derfor lavede jeg ikke lektier og det betød jo rimelige middel karakterer - min mor kunne hoppe og danse men jeg gad ikke de lektier .
når det endelig lykkedes for hende - så faldt det nemt men jeg overforklarede så det gav ikke særlig gode karakterer - idag forstår jeg det var min mangel på koncentration igen pga det lave stofskifte der gjorde dette ved mig .
Og jeg husker også et forældremøde hvor læreren sagde til min mor - "hvis hun blot ville lave sine lektier så kan jeg ikke forestille mig hvor godt det ville gå hende ".
men i min overfladiske verden var det med skolen bare for let så de blev ikke lavet .
Alle mine klassekammerater udviklede former lang tid før mig - igen var årsagen lavt stofskifte - man er længere tid om at udvikle sig og min undervægt betød naturligvis også en del i den henseende
koncentrationsmangel var udtalt i min barndom , svimmelhed og infektioner men lagt sammen gav det åbenbart ikke grund til bekymring
Som 21 årig var jeg ved læge fordi jeg havde så frygtelig mange rygsmerter - jeg blev målt og vejet og det ene ben var kortere end det andet - det var årsagen til smerterne i ryggen sammen med en scheuermann mente lægen ,
men Lægen bemærkede også at jeg har strumahan kigger lidt på mig og siger "du har jo struma kære pige - men du er jo undervægtig så det er nok ikke noget " den største fejl den læge kunne lave overfor mig - for ledsmerter og rygsmerter er jo en stor del af lavt stofskifte . at jeg var tynd var jo fordi jeg nærmest intet spiste . og man behøver heller ikke blive tyk fordi man lider af stofskifteproblemer - det kommer helt an på hormonmangler, gener osv osv
Struma - struma ligger altid nedenunder adamsæblet og kan vokse ud eller indad - vokser det indad kan det trykke voldsomt på luftrøret så man ikke kan få luft - det er en meget fejlagtig generel opfattelse at struma skal være kæmpe stor for at kunne trykke på luftrøret - og der er ikke 2 personer der er ens
som I kan se på dette link er jeg det man kalder helt klassisk med medfødt lavt stofskifte
der er slet slet ingen overraskelser her - jeg vidste det bare ikke .
http://translate.google.com/translate?hl=da&sl=en&u=http://www.tuberose.com/HypothyroidSymptoms.html&prev=/search%3Fq%3Done%2Bleg%2Bis%2Bshorter%2Bhypothyroidism%26sa%3DX%26biw%3D1680%26bih%3D949
da jeg blev født blev der ikke testet for stofskiftet som der gør idag PKU test hedder den og selvom jeg har en medfødt misdannelse så var der ingen der fattede mistanke - selvom man dengang godt vidste det kunne være derfor .
Jeg var altid opfarende men faldt hurtigt ned igen - idag ved jeg dette skyldtes hormonmangler - det er nemlig sådan at når man mangler stofskiftemedicin - så aflejrer man hormoner - i dette tilfælde oxytocin som faktisk kaldes kærlighedshormonet da det er det hormon der gør at mor & barn kan finde samhøringhed . men det er et hormon vi livslangt har brug for .
